Den sidste dag i legene er søndag og helliget flere atletiske discipliner, så alle aktive og supportere blev kørt i busser ud til et stort atletikstadion. Solen skinnede – som sædvanligt – fra en skyfri himmel, og det var meget varmt fra tidligt om formiddagen. Og der var meget sparsomt med skyggepladser. Men i gang kom vi, og så var det bare at følge med i, hvornår de forskellige konkurrencer startede.
Mit supporterjob bestod bl.a. i at ture frem og tilbage på stadion for at finde hvilke af vores aktive, der nu var i aktion – og så prøve at få nogle brugbare filmclips i camcorderen. Fx ville jeg gerne have starten af Poul Eriks løb, men også hvor han løb over mållinjen…
Danskerne deltog i følgende:
100 m løb: Edith, Lasse, Poul Erik
400 m løb: Christian
Boldkast: Edith, Pamela, Pelle, Hakon, Lasse, Poul Erik
Kuglestød: Kenneth
Længdespring: Lasse
4 km cross: Evelyn (dansk-skotte, så dét tæller jo også lidt)
Igen i dag måtte en del af dem op på sejrsskamlen for at modtage fortjente medaljer – det blev til 8 medaljer fordelt på 5 sølv og 3 guld.
Boldkast udviklede sig til en ren farceforestilling. Efter 3 timer var man stadig ved de ældste grupper hos mændene, og de kvindelige deltagere kunne næsten regne ud, at det ville blive sent eftermiddag, hvis der ikke blev ændret lidt ved reglerne.
Pamela stillede også op, og vi regnede faktisk med, hun havde kastet til en medalje. Men nej: Også her viste det sig, at flere kom til dommerne undervejs i konkurrencen (udenom teamlederen) for at kaste. Det skabte dels forvirring og trak tiden ud, dels blev Pamela ‘snydt’ for en medalje…
Kuglestød kom også meget sent i gang; men Kenneth hang på, for han vidste, at han havde gode chancer for at vinde, og det ville også være for dumt at spilde en hel dag uden få glæde af italienernes organisationstalent!
Alle aktive havde de ‘sædvanlige’ problemer med organisatorerne: ufuldstændige / forkerte lister, mangel på drikkevand den første halvdel af dagen, ændring i regler osv. Det med drikkevandet var virkelig et problem. Til en start fik vi at vide, at drikkevandet først måtte udleveres sammen med frokosten; men derefter måtte vi selv tage…
Det blev som før nævnt en lang dag: De sidste kom først med en bus hjem til hotellet et stykke over kl. 17, så der var ikke meget tid til at rekreere, begynde kuffertpakning og klæde om til gallaaftenen.
Nå, men her – en måned efter Napoli, hvor jeg skriver dette og tænker tilbage, så dukker alle de positive oplevelser op til overfladen. Heldigvis. Sammenholdet og fornøjelsen ved samværet mellem danskerne led bestemt ikke under de ‘udenoms’-problemer. Jeg vil huske de aktives kampmoral og deres glæde som transplanterede ved at kunne vise, at de fysisk og psykisk var i stand til at gennemføre en udfordring.
Mange tak, fordi jeg måtte være med til at opleve dette.
Bo.