19.-21. september 2008 i Helsingfors
Edith og jeg deltog i det årlige udvekslingsmøde for de nordiske transplantationsklubbers bestyrelser. Vi kom i god tid, så vi havde tid til en lille gåtur rundt om hotellet Helka midt i byen. I nærheden lå Tempelpladsens kirke, som er hugget ind i en klippe. Meget imponerende.
Eftermiddagens program var et besøg på Helsingfors Universitets Hospital. Her fortalte TX kirurg og professor for specialekirurgi ved Universitet, Ari Harjula, om arbejdet på transplantationsområdet. Han fortalte bl.a., at der for nogle år siden havde været lavet en meget stor livskvalitets undersøgelse i den finske befolkning. Efterfølgende havde afdelingen lavet en identisk undersøgelse af ca. 300 hjertetransplanterede mænd. Denne undersøgelse viste, at de transplanterede mænd scorede samme niveau eller endda noget bedre på alle parametre. Dette afstedkom selvfølgelig nogle muntre kommentarer om, at så må det stå grelt til i den finske befolkning. Harjula fortalte, at flere havde angivet, at det at stå ansigt til ansigt med døden og så overleve, havde fået dem til ændre livsførelse og syn på livet for at få det bedste ud af det.
Det Finske Universitets Hospital er i øjeblikket i gang med omfattende om- og tilbygninger. Disse forventes færdige om 2-3 år, og afdelingen står til at få helt nye lokaliteter.
Derefter var vi til et foredrag i Biomedicum, Helsingfors, hvor man arbejder på at lave en enhed bestående af bio-teknologiske virksomheder, universitet og hospitalet. Udviklingen af studenter og forskere skal der foregå i et tæt fællesskab, og som vi forstod det, skal ledelsen være fælles mellem disse enheder.
Vel tilbage på hotellet gik vi i gang med det nordiske møde.
I Norge har klubben ca. 6 møder om året. I øjeblikket går mange kræfter på planlægningen af 25 års dagen for første hjertetransplantation. (Se Pelles referat andetsteds i bladet). Klubben berettede desuden om, at man arbejder for, at transplanterede kan få lov til at adoptere, hvilket ikke er tilladt i dag.
I Finland holder man weekendkurser til uddannelse af rådgivere, kurser for forældre og børn, weekends kun for lungetransplanterede, weekends for enker, for ventelistepatienter, hvor de har mulighed for at tale med læger, transplantationssygeplejersker, allerede transplanterede osv. Møderne er pænt besøgt. Foreningen er selvstændig uden tilknytning til den finske hjerteforening. Man er nødt til selv at skaffe sig økonomi i form af sponsorater. En af de største indtægtskilder kommer imidlertid fra salg af egne julemærker. Foreningen har ca. 500 medlemmer og et årligt budget på omkring 200.000 €.
Den svenske klub ”Viking” arbejder også aktivt. Man er aktuelt i gang med planlægningen af EHLTFs sportsgames i Växjö 2010, som kræver en omfattende planlægning og et million budget. Man har en årlig tilbagevendende skiferie for hjertetransplanterede børn i Lindvallen ved Sälen.
Edith og jeg havde lavet en power point fremvisning af den danske klubs arbejde, men vanen tro var der problemer med hotellets elektronik, så billederne blev vist på en bærbar computer.
Næste morgen sejlede vi alle til Tallinn i Estland, hvor den finske klub havde arrangeret et møde med lederen af thoraxkirurgisk afdeling Jaan Tartto fra Universitetssygehuset. Edith og jeg havde troet, at vi skulle hilse på medlemmer af vores søsterklub i Estland, men det viser sig, at man slet ikke foretager hjerte- og lungetransplantationer. Tartto fortalte, at landets indbyggertal var på 1,3 mio., og at landet iflg. internationale undersøgelser fik meget høj behandlingseffektivitet ud af de penge, der var til rådighed i sundhedsvæsenet. I forhold til andre lande har Estland en overvægt af hjertesygdom i befolkningen. Man udfører de gængse former for hjertekirurgi (by-pass, ballonudvidelser, stents, pacemaker), men der forskes ikke i hjerte-genteknologi, og der foretages som nævnt ikke hjerte- og lungetransplantationer. Derimod foretager man nyretransplantationer.
Hvad der sker med donorernes øvrige organer, var han ikke klar over, men det formodedes, at de blev kasseret. De baltiske lande er faktisk bedre end Danmark til at skaffe donorer – se blokdiagrammet andetsteds i bladet. Ved den efterfølgende diskussion blandt bestyrelsesmedlemmerne blev der slået til lyd for, at vi skulle prøve at påvirke Scandiatransplant til at lave et samarbejde med Letland (og andre baltiske lande) for få udnyttet donor organerne. Eksempelvis hjælper Østrig flere af de omkringliggende østeuropæiske lande med lungetransplantationer til stor fælles glæde.
Om eftermiddagen tog vi færgen tilbage til Helsingfors. I den toldfrie var der stor omsætning af papdunke á 5 liter 80 % vodka. Det benyttede mange passagerer sig af. Vi, der var transplanterede, tænkte på livskvalitetsundersøgelsen fra dagen før, og nærede os fra denne trafik.
Edith og Pelle