
Ilkka Vass bor i Helsingfors. Hans hjertetransplantationshistorie er ikke enestående. Akut indlæggelse med en stor blodprop i hjertet. Hjertepumpesvigt, alvorlig svækkelse - hævede ben, svær åndenød, en EF der svinger omkring de 10 % og ikke mindst en chokeret hustru, 2 børn, familie, venner og kolleger. I et klart øjeblik får han spurgt overlægen om sine chancer. ”Hvis jeg var assurandør, ville jeg ikke tegne en livsforsikring på dig”, lyder svaret, men vores mål er en hjertetransplantation.
En hård tid følger uden bedringer. Han ligger på en 3 sengs stue, hvor 2 andre afgår ved døden.
Som lyn fra en klar himmel kommer der et donorhjerte, og transplantationen er en realitet.
Kort tid efter er alt forandret......
Midt i maj 2009 er det 20 år siden, og 22. juni kan Ilkka tillige fejre sin 60-års fødselsdag.
Efter transplantationen går Ilkka ind i arbejdet i den finske hjerte- og lungetransplantationsforening. En selvstændig forening, hvor Ilkka hurtigt bliver ansat som forretningsfører. Klubben udvikler sig med mange aktive medlemmer, der især er sammen om at dyrke sport. De udgiver deres eget blad, har udviklet transplantationsafsnittets patientvejledning og sælger bl.a. deres eget julemærke. Foreningen har i dag en omsætning på 200.000 €. Foreningen nyder stor respekt og anerkendelse i den finske offentlighed.
Da den europæiske federation for hjerte- og lungetransplanterede (EHLTF) formelt blev stiftet i sommeren 1994, skete det naturligvis i Helsingfors. Ilkka og hans ligestillede havde samme år påtaget sig kæmpe opgaven med at gennemføre Federationens sportslege. Ilkka vælges til EHLTF´s kasserer, et hverv han passer med omhu i 13 år.
Senere er Ilkka med til at udvikle et bestyrelsessamarbejde mellem hjerte- og lungetransplantationsforeninger i Sverige, Norge og Finland. Senere skriver han til os i Danmark: ”Vi vil gerne have jer med i dette nordiske samarbejde. Vi synes, I skal invitere os til det næste møde!” Herved kom vi med i dette frugtbare netværk og i EHLTF.
Ilkka betyder meget for mange af os, der kender ham. Han er en meget åben, imødekommende, engageret og ikke mindst livsglad person. Han går simpelthen i hjertet på enhver…
